Indlæg skrevet i mandags, men jeg fik aldrig udgivet det, så nu kommer det lidt forsinket.. på en eller anden måde symptomatisk for indholdet..
Det er d. 5. januar 2021 og jeg har haft hovedpine i 2 dage non-stop. Jeg tror jeg er en smule grundstresset – eller det er ikke noget jeg tror, det er noget jeg ved. Så kan man jo begynde at tænke over hvorfor? Er det bare fordi jeg er i midt 30erne og sådan er livet med fuldtidsarbejde, hus og to små børn? Er det pga. Corona, og konstant frygt for at de lukker institutionerne så vi er hjemme med to små bøller der kravler på væggene mens vi skal passe to mødeintensive jobs? Er det fordi vi stadig ikke sover igennem om natten fordi ungerne enten kravler ind til os eller skriger på mælk? Er det vores byggeprojekt? Er det vores jobs? Eller er det bare lidt det hele og kombinationen?
Inde i mit hoved ringer sætningen “Husk at passe på dig selv, før du kan tage vare på andre” Ligesom man skal tage sig egen iltmaske på i flyet, før man hjælper børn og medpassagerer. Det giver god mening, og alligevel er det ikke nemt. Ofte føles det som om, at hvis jeg skal tage mig af mig selv kræver det tid uden ungerne. Den tid har man kun hvis de enten er i vugger, sover eller hvis Jess tager sig af dem. Så at tage sig af sig selv er på bekostning af andre og din tid er aldrig kun din egen.
Men det er også på grund af corona-nedlukningerne, jeg har seriøst en knude i maven hver gang der er pressemøde, fordi jeg er bange for at de lukker vuggerstuer og børnehaver. Jeg håber på at de gør alt hvad de kan for at undgå det – mange vil ikke kunne arbejde. Samtidig håber jeg at man må tage til egen hytte i Sverige snart. Vi fik ikke vores juleferie på ski som vi havde planlagt, så vi aflyste vores ferie og vi trænger virkelig til en uges tid væk fra byggeprojektet, hverdagen og de brune bunker udenfor.
Men der er sikkert også en del af det sted vi er i vores liv som gør travlheden. Midt 30erne, tidspunktet hvor man skal nå det hele, vil det hele og også økonomisk lægger grunden til sin fremtidige økonomi med investeringer i hus, arbejdsliv osv. det er nogle skøre, men vigtige år. Jess har en teori om at fester når man er i 40erne er meget sjovere. Ungerne er større, der er mere plads til leve lidt. Så det kan vi jo tænker over og glæde os til nogle år endnu.
En ting er sikkert, jeg bliver mere og mere glad for at vi ikke havde travlt med at blive voksne, at vi havde en masse uddannelsesår, år hvor vi arbejdede som vi ville og år hvor vi boede i Californien og festede i bjergene (inden USA for alvor viste for omverdenen hvor skørt et samfund det er).
Så alt i alt er det nok bare kombinationen af det hele og jeg må trække vejret dybt ned og føle efter hvordan det går dag for dag.
