Spouse ‘n Spoiler

Efter lidt over 2 uger hvor vi begynder langsomt at have en rytme og lære vores omgivelser bedre at kende, er det tid til lidt mere reflektion.

Som i ved er min plan for det næste stykke tid at studerer lidt igen, eller rettere sagt at have tid til det jeg vil kalde kunstnerisk udviking. Det betyder at jeg vil bruge tid og energi på at blive bedre, ikke kun til mit eget fag, men til de fag der ligger tæt på. Dvs. de teknikker jeg bruger hver dag på mit arbejde, men som bør udvikles.

Derfor er det meget mærkeligt for mig at opleve hvor almindeligt det er bare at være “spouse”. I øvrigt kan jeg slet ikke lide ordet “spouse” det lyder som en sygdom! Men alle jeg møder på Stanford er medfølgende hustruer – sjovt nok ser man ingen medfølgende husbonds.

Min ugentlige yogatime afholdes af en japansk (sorry ikke kinesisk – men bred er hun nu stadig) “spouse” gift med en svensk Stanford graduate. Det hele organiseres af en svensk “spouse” gift med en italiensk SLAC forsker (det samme som Jess – bortset fra italiano) og i øvrigt hedder det vi deltager i “The spouse program”. De opfordrer ivrigt én til at deltage i alt fra strikkekurser, sykurser, zumba, og italiensk madlavning til gravidyoga og standarddans. Man kan deltage i ugentlige kaffe-møder, hvor man kan stille spørgsmål og få info om årets gang og det at leve herovre -og der kører sågar en blog om alt fra kørekort tips til de bedste loppemarkeder.

Det betyder at man faktisk fra start af kan bevæge sig i sikre vande, lige fra man kommer, til man tager af sted igen, som en del af disse særligt udvalgte “Stanford spouses”. På den ene side er det fantastisk, og helt særligt ved Stanford at de tager så godt imod én, (her kan Danmark lære noget, hvis man vil have dygtige forskere, må man sørge for at de dygtige forskeres koner har det godt) men det får mig også til at overveje hvad man gør hvis man ikke rigtig kan identificere sig med rollen? Hvad hvis man ikke syntes det er ens mål i livet at blive underholdt så ens mand kan passe sit arbejde?

Det er ikke fordi jeg synes, det ikke er fint nok at være den medfølgende hustru. Tværtimod synes jeg det er en meget uselvisk og kærlig gerning at sætte sig selv til side, rykke sit trygge liv op og dedikere sin tid til, at den anden kan forfølge spændende arbejdsmæssige udfordringer. Men det behøver jo ikke betyde at man ikke kan udvikle sig selv også, på andre fronter end at perfektionere sin kagebagning!

Patti Smith sagde i et interview: “We are multitudes” – Betydende at man ikke bør lade sig definere at den aktuelle handling, alle skal vaske tøj, købe ind og spise – og hvad man tænker mens man udfører disse nødvendige handlinger definerer dig, ikke den makat folk sætter på dig.

Selv er jeg tøvende overfor at indrulle mig i “The spouse program”, men det kommer måske. For tiden har jeg det egentlig bare ret godt med bare at være mig. Jeg arbejder hjemme, han arbejder ude. Meget simpelt!

Til de der faktisk har læst hele siden ned, kommer her andet punkt i dette meget vigtige indlæg:

Efter en uge hvor det at handle har taget 1-2 timer og bestod af nøje at overveje hvilke varer der kan tåle at komme ud i solen i længere tid, samt hvor mange ting man kan bære, intensiverede vi indsatsen for at finde et køretøj.

Nu er det så lykkes -og både Jess og jeg er så glade for den, billedet siger alt. Må indrømme at jeg aldrig har haft en bil med spoiler, (ej heller automatgear) og sikkert heller aldrig får det igen. I Danmark ville det være den dummeste bil man kunne købe, herovre er den perfekt! -og hvis jeg selv skal sige det syntes jeg den er mega fed at køre rundt i, man kan virkelig mærke den trække. Så hvis man finder på at besøg os, er der dømt vind i håret ned af Big Sur.

Vores nye bil

3 Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.