Om at blogge…

Det er lykkedes mig at få godt gang i bloggen igen, jeg er stadig ikke så ivrig at jeg poster dagligt – så meget har jeg simpelthen ikke på hjerte for tiden. Medmindre jeg skulle til at lave mode updates fra barsels-hytten, måle antallet af gylpepletter osv. Jeg forsøger at poste minimum en gang om ugen, helst to. Efter jeg selv har fået gang i min blog, kigger jeg naturligt også mere på andre blogs. Det virker som om alle har deres egne versioner af standard-kategorier, så som: “Dette gør mig glad” “Ugens outfit”, “ønskelisten” “ugens udfordring” osv. hvilket jo giver en naturlig form på bloggeriet, og sørger for at man ikke hele tiden skal finde på noget nyt. En slags skabelon, man frit kan vælge at bryde hvis man har mere alvorlige sager på hjerte. Noget der slår mig gang på gang er to ting: Hvor mange billeder der ligger af bloggeren selv + deres børn og hvor mange af blogsiderne der er meget ens. De har alle updates om året der gik, januarudsalg, black friday, nytårsfortsættter, børneværelser og guide til sweatre. Men alle gør de det på deres måde, nogen har en helt særlig stil på deres sider og en meget fin æstetisk sans. Nogen er langt mere sovset ind i reklamer for alt muligt heis – der var sågar en der bloggede om et nyt TV, på trods af at det ikke var et produkt hun havde eller kendte, men blot fordi det måske ville se pænere ud i stuen hos… ja nogen.

Nu er det ikke aktuelt for mig, fordi jeg kun har 2 følgere og 7 læsere (når det går højst) men jeg har for længe siden besluttet at jeg ikke vil have reklamer på min side. Det kan være jeg med tiden (når jeg når op på 10 læsere) begynder at indarbejde afiliate-links. Men ingen bannere eller ting der blinker.

Selvom jeg blogger ofte og fortæller en masse om hvad jeg går og funderer over, har jeg stadig enormt behov for en slags anonymitet. Anonymitet forstået på den måde, at jeg ikke vil have at der florerer billeder af mig med morgenhår på nettet. F.eks. er der også kun et enkelt billede af mig som gravid på facebook, og kun fordi Jess syntes det var fint og lagde det op. Jeg vil ikke vise mit hjem når det er rodet og jeg vil slet ikke vise mit barn (endnu). Der er heller ikke billeder af ham på facebook eller på instagram – som hans mor vil jeg gerne beskytte ham mod den verden lidt endnu. Men der stopper min såkalte anonymitet også. Mit navn er ud over det hele og man kan sagtens finde masser af billeder af mig og mine arbejder både arkitektur, byggeri, hjem og fotografi på nettet. Jeg er nok bare en lille smule mere kontrolfreak på det punkt. Men på den anden side er jeg heller ikke kendt på nogen som helst måde, der er ikke penge i at sælge et billede af mig til Se&Hør og de billeder der ligger på nettet har jeg selv lagt op.

Hvad min pointe er ved jeg ikke, jeg har bare funderet en del over naturen af en blog. Hvis en blog ikke er personlig er den ikke noget værd. Indlæggene er nødt til at være oprigtige og i tråd med bloggeren selv. samtidig må man finde sin egen grænse for, hvor meget man vil fortælle om sig selv og sin omgangskreds.

Nina Marquardsen - Om at blogge - januarfrost

Related Posts

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.