Det skal bages væk

I indlægget “Siden Sidst – Corona version” nævnte jeg at det skal bages væk… og missionen er i fuld gang. Jeg har påbegyndt surdejen Karsten. Igen efter Meyers opskrift og håber naivt at Karstens skæbne vil blive en anden en Per I, Per II, Knud I og Knud II. Nu får vi se. Jeg startede den for ca. 10 dage siden og jeg må sige at Karsten virker noget død i sværen. Tænker at Meyer himself snart bør komme til undsætning 🙂

Men altså, fordi der ikke er så meget fut i Karsten, har jeg også skaffet en ekstra baghånds surdej fra en veninde, den er ikke navngivet endnu, men der er gang i den og den virker efter hensigten. Jeg har også indkøbt ca. 15 kg mel som jeg er i gang med at lave til brød af varierende kvalitet. Purpurhvede, Enkorn, Emmer og alm. hvede… alt fra Aurion. (ikke reklame)

Jeg bager altså pt. næsten hver dag, og forsøger mig frem med æltning, vandindhold, gær og hævning. Missionen er at nå frem til en blanding der bare virker, så jeg kan bage uden at tænke for meget over det. Og så vil jeg selvfølgelig have det der smukke brød med store huller i, der er dejligt saftigt. Det svære i det her er, at når man bruger gamle kornsorter så smider de vandet igen hvis man ælter for meget. Dejen bliver bare ødelagt, og 30 sekunder kan gøre hele forskellen.

Rygtet siger at bagestål er vejen frem når man skal til at smide brødet i ovnen, så meget belejligt har jeg ønsket mig sådan et til min fødselsdag – og minsandten om mine søde svigerforældre ikke har valgt at give mig det. Juhuu, med postordre til døren og helt corona-sikkert.

Jeg er begyndt at lave bedre brød, men vejen er lang og fyldt med mere eller mindre uspiselige humpler. Efter at jeg kom til at koldhæve et brød i frostgrader, så gæren ikke kom i gang, lavet et brød der blev bagt lidt i underkanten og to gange lavet store flade udflydende brød, plus et der sad fast i hævekurven, har Jess foreslået at vi brænder min hævekurv.., så jeg har fin støtte fra ham kan i nok forstå 😉

Indrømmet er det blevet lidt en besættelse, og i virkeligheden kunne vi bare fortsætte med vores gode grydebrød, men det lærer man jo ikke noget nyt af, og jeg er i forvejen ret habil til kager osv. så at jeg ikke kan bage brød føles som en mangel.

Fortsættelse følger…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.