Slut på Barsel

Så er min barsel slut, jeg har været væk fra min arbejdsplads i 8 måneder. Noget jeg flere gange har nævnt at jeg syntes er skræmmende. Men det har nu været rigtig fint.

Hvad har jeg så lavet i min barselsperiode, ud over at komme mig over 1,5-2 L blodtab og i øvrigt holde liv i Bassemanden?

Jeg har læst Michael Rasmussens cykelbog og kom igang med “Det Uperfekte Menneske”. Jeg har lavet 63 blogindlæg hvilket ca. er to om ugen. Jeg har skiftet design på min side og er godt i gang med at lave SEO på ALT! og så har jeg præcisionsmalet næsten alle vores vægge i flere farver.

Jeg har bestilt materialer til haveprojektet og talt med håndværkere. Jeg har taget masser af billeder. Jeg har været i sverige 2 gange, én gang på ski og en gang vandring. Jeg har lært nogle skønne mennesker at kende og gjort mig umage med at holde kontakt til folk i øvrigt.

Men vigtigst af alt så har jeg set min søn vokse, fra en lille ubehjælpsom nyfødt størrelse på 3.5 kg. til en ordentlig basse på 10 kg. Han får grød 4-5 gang om dagen, sidder og pludrer, leger med ting og lægger hovedet på skrå og smiler til en, så man bliver helt blød i sjælen. Og når han keder sig, hvilket er ofte, kaster han med ting og begynder at skrige.

Jeg er spændt på om jeg kan holde kadencen her på bloggen. Om hverdagen bare bliver så hektisk, at jeg ikke får tid eller overskud til noget. Mit arbejde kan være meget krævende og i perioder er jeg helt flad i forvejen. Så hvordan mon det bliver med et barn der skal hentes, fodres, leges med? Måske er det netop det skift i aktiviteter der vil gøre at jeg får overskuddet? måske vil jeg bare være flad!

Lige nu har jeg samme fornemmelse som jeg havde da jeg fik arbejde i Californien. Jeg sidder og undrer mig over hvordan folk får tid til et arbejde? Hvordan får de det klemt ind? Samtidig er arbejde også struktur, så man kan simpelthen nå flere ting. Der er et ordsprog der siger at “Hvis du skal have noget gjort, så få en der har travlt til at gøre det”

Jeg er også spændt på om jeg vil savne barselslivet når jeg først er tilbage i trædemøllen. Lige nu er jeg bare SÅ klar til at komme igang igen.

Jeg tror at jeg især vil savne muligheden for bare at gøre ting i løbet af dagen, uden for de tider hvor folk normalt har fri. Når man er på barsel er ens eneste konkurrent pensionisterne – vi kæmper både om handletider og plads i bussen.

Men jeg glæder mig til at komme tilbage og få lidt mere gang i min hjerne. Jeg glæder mig til at have almindeligt tøj på og være lidt tjekket igen (læs: sans leggings og grød på skulderen). Jeg glæder mig til at nogen har lavet frokost til mig og til at sidde med min kaffe mens jeg tjekker mails på kontoret. Og så glæder jeg mig til at komme hjem til min søn og mand som sikkert hygger sig i stor stil.

Herunder kommer lidt billeder fra de sidste måneder.

Nina Marquardsen - Haveprojekt og Jordarbejde
Jess og Bassemanden kigger på gravkoen – Lille-fyren har sin fine lille kasket på.
Nina Marquardsen Fotografi - Hornbæk Strand
Hornbæk strand
Haveprojekt del 5 - flisebelægning
Næsten færdigt haveprojekt
Nina Marquardsen Fotografi - Fjeldtur-retur
Fjallkapellet ved storsätern
Nina Marquardsen Fotografi fra vinterferie 2018
Vinterferie i februar – Nysne og sol
Nina Marquardsen Tidlig morgen
Fine græsstrå i haven

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.