Nye tider & nyheder

Hvordan starter man et indlæg med en stor nyhed, uden helt at tage pusten fra resten af indlægget? Uden at blive for ulden i formuleringerne og langskægget? Efter flere forsøg, som hurtigt er blevet slettet igen kom jeg frem til dette: Jeg har fået nyt job!

Den trofaste læser og hengivne fan – i min langsomt, men solidt voksende fanskare – husker naturligvis at jeg for ca. en måneds tid siden skrev, at jeg var klar til at søge job igen, og nogen har skrevet og spurgt hvordan det er gået. Egentlig et spørgsmål jeg ikke har haft så stor lyst til at svare på, eftersom der ikke rigtig var noget nyt. At søge job er for mig, en emotionel rutsjebanetur, der skifter mellem at være jublende over at blive kaldt til interviews, bekymret efter, og nedslået hvis jeg ikke får det – og det er uanset om jeg har skudt vildt over målet angående egne kvalifikationer. (derfor kan de jo alligevel godt hyre mig) – men alligevel sætter jeg STOR pris på interessen 🙂

Sagen er den at jeg har været til en del interviews (lige omkring 6 stk. til forskellige tegnestuer) Så jeg har været i hyppig rutefart til SF på mystiske tidspunker for at smile til chefer i hele byen – mens jeg overbeviser dem om mine kvaliteter ud i arkitektfaget.

Men i dag kom brevet, det officielle “letter of job offer” – Chefen ringede i fredags og tilbød mig jobbet, så hele weekenden har været i ret herligt humør. Nu har jeg det søreme også på skrift. Jeg er officielt “Regular full time architect” hos ‘Jensen Architets’ (ikke et dansk firma, men pænt sjovt med det navn) et 20 mand stort kontor midt på Market St. lige ved Union Square. (svarer vel til Times Square i NY – eller mindre eksotisk, Rådhuspladsen). Jeg starter på torsdag, og glæder mig rigtig meget. De har super gode projekter, alle jeg har mødt er søde, og det virker som om det har en rigtig god arbejdsplads generelt. Her er de: http://jensen-architects.com/

Det betyder en helt ny hverdag for mig og også meget for Jess, som nu bliver den med kortest til arbejde. Jeg skal til at pendle, får faste arbejdstider, bliver betalt (JUHUU) og ikke mindst, får masser af kolleger! Det er nok det jeg glæder mig mest til (ud over løn), daglig sparring omkring faget – inspiration og en ny rytme. Samtidig tænker jeg over om jeg stadig får tid til mit fotografi – jeg har helt klart tænkt mig at fortsætte, men det bliver mindre fokuseret – og så alligevel, jeg er i den grad nede i gear, så hvad jeg tidligere kunne nå på en dag tager nu to. På den måde glæder jeg mig bare til at få lidt mere at rive i og komme op i tempo.

Så det var den helt store nyhed i denne omgang, den mindre nyhed -men dog lige så herlige – er at Jess og jeg kommer til DK d. 26 sep. for at se nogle mennesker og forny vores visum.

For bloggen får mit nye job sikkert konsekvenser. Måske, måske ikke – jeg har stadig tænkt mig at skrive på den, men nu må vi se hvor meget det bliver, det er stadig klart den letteste måde at kommunikere noget ud til mange mennesker uden at skrive masse mails, her glemmer jeg ikke nogen – der er ikke nogen som skifter mail – og jeg ryger ikke i spamfilteret, hvis man ikke lige har fulgt med kan man stadig blive opdateret. Alt i alt, herligt!

Så er spørgsmålet om jeg vil savne min Haus-Frau tilværelse. Ja og Nej, for mig har det kun fungeret fordi jeg har lavet så mange andre ting, at jeg ikke har haft tid til at være ordentlig haus-frau. Så det jeg vil savne er at disponere helt selv, jeg vil savne at drikke min morgenkaffe i ro og mag, mens jeg hører musik og de små egern tripper rundt på taget. Jeg vil savne at hoppe i poolen kl. 15 om eftermiddagen når det begynder at blive varmt (lige for en god ordens skyld, varmt er over 23 grader – alt derunder er lidt køligt) og jeg vil savne den frihed det har givet os begge at jeg ikke arbejdede så meget. Men alle disse ting er noget man sagtens kan gøre i weekender, og som man måske sætter større pris på hvis det ikke er hverdagen.

Nedenfor er de billeder der var min Finals sidste semester, og som jeg fik rigtig fin kritik på.

FINALS_stribe

One Comment

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.