Varme travle dage

Det er skønt at de varme dage er kommet tilbage og vi lige får de sidste krampetrækninger af sommer inden efteråret officielt starter på søndag. Men det er også meget meget varmt! Når jeg henter Bassemanden om eftermiddagen er han helt smurt ind i sved, sand og solcreme og det er tydeligt at han ikke kan komme af med varmen på samme måde som vi kan. De fedeste dage er dem hvor vi tager på stranden lige efter arbejde. Så sørger jeg for at have pakket når Jess kommer hjem og vi kan køre direkte. På det tidspunkt er der sjældent vildt meget gang i det på Hornbæk strand så det er en roligere oplevelse end weekenden i højsæson.

Det varmeapparat jeg har på maven hjælper heller ikke til at holde sig kølig… masser af koldt vand! Jeg er officielt i uge 34 nu – og min app siger at der er 45 dage til min termin. 45 DAGE! Det er jo lige om lidt! I dag blev jeg (kærligt) kaldt en hval iført blomster – pga. en meget blomstret kjole. Mere passende havde nok været en slange der har spist et rådyr og nu fordøjer… en måned – det er vist mest sådan jeg ser ud for tiden.

På arbejdet kæmper jeg en brav kamp for at få afsluttet eller overdraget det sidste – på et af projekterne burde det have været afsluttet for længe siden, men det VIL bare ikke – eller nogen vil bare ikke. Mit store projekt – eller det som jeg arbejder fuld tid på, er ikke færdigt før næste kalenderår, så det har jeg arbejdet længe på at overdrage i ordentlig stand til min afløser. Det lever lidt sit eget liv, og er en besværlig størrelse. Men så er der alle de små ting der hele tiden dukker op: En revision af en aftale, en mail man har lovet at sende, noget man skal følge op på osv. Det er det svære når man går på barsel som fastansat – så er det et helt clean cut og man MÅ ikke arbejde efter man er gået på barsel.

I den kommende weekend skal vi se venner fra San Francisco, der nu bor i Valby og vi har planlagt en tur på årstidernes høstmarked. Begge dele glæder jeg mig til. Men inden da skal jeg lige kigge en del juridiske dokumenter igennem som har deadline på fredag.

Herunder et billede fra min morgenkøretur: Der simpelthen så smukt for tiden, med lav orange sol og mosekonebryg over markerne.

Hornbækvej kl 06.30

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.