Administration

Jeg har ikke rigtig overblik over hvor mange der egentlig læser denne blog, men de der gør vil vide at jeg forsøger at holde en meget positiv tone, sarkastisk til tider.. jo ja, men overvejende positiv og modtagelig overfor de store og små forskelle i samfundet. Denne gange kan jeg dog ikke lade være med at komme med et surt opstød… Amerika og administration. Hold da op en ineffektiv klump man bevæger sig rundt i.

Først var der naturligvis historien om min bankkonto og mit smart nye navn, jeg vil ikke nævne navne, men ham der hjalp os med at sætte konti op, snakkede løs i en evindelighed. Vi nåede endda at få en parkeringsbøde, fordi det tog over 2 timer at få åbnet en konto. Jeg ved ikke hvordan andre har det, men jeg synes ikke det er så fedt at høre om hvordan min bankrådgiver har smidt sin telefon væk i en druktur og været nødt til at ringe til sin søster, fordi hendes nummer var det eneste han kunne huske. Hans pointe var, at man ikke kan huske telefon numre mere, fordi de er kodet ind på mobilen og man derfor ikke behøver huske dem. Jeg er dog sikker på at for banktroværdighedens skyld ville et andet eksempel være bedre.

Anyway – knæveren stod ikke stille på ham, og både Jess og Jeg ville have foretrukket at han bare arbejdede og holdt kæft i stedet for at kede os og simultant støjforurene en hel bankfilial. I øvrigt har vi hørt at meget bankpersonale bliver hyret efter en åben personlighed og ikke kvalifikationer, hvilket får flere ting til at give mening.

Så er der den detalje at man betaler faste udgifter med checks…. nemlig checks, sådan nogle som vores forældre havde da vi var små, eller man får i gave af sine bedsteforældre. Hæfter med fortrykte numre og begrænset antal i hver blok. Herovre findes betalingsservice ikke på samme måde, og man kan ikke bare lave en månedlig overførsel af f.eks. husleje. Vi skal derfor hver måned skrive en check til vores landlord, bede om en kvittering og så håbe på at alt er i orden. Det betyder at de her pokkers checks er vildt vigtige -eneste andet alternativ er at få lavet en cashiers check, hvor man har hævet beløbet i cash, går ned i en bank med en modtageradresse og få lavet en enkelt check til formålet. Hvilket koster 60 kr pr. gang og tager en formiddag.

Vi har så ventet meget pænt på de her checks og er flere gange blevet lovet at de ville komme indenfor 7-12 arbejdsdage… men efter næsten 6 uger er der stadig intet sket. Samtidig er internet-bank sikkerhed også en spændende ting – vi logger på vores bank på samme måde som vores mail hvilket er yderst betryggende. I går ville Jess overføre nogle penge til mig, men de endte med at blokere hans konto i forsøget på at få ham til at indtaste oplysninger han ikke har (hans debit-korts routing nr. eller noget lignende) så vi tog en rask beslutning og har nu skiftet bank.

I dag var vi nede i Wells Fargo, fik oprettet en fælleskonto (meget avanceret åbenbart – og meget smart ) med to kort til, checks indenfor 7 dage og i morgen kan jeg hente et par blanke jeg kan bruge til min arbejdstilladelse ansøgning. Det tog under en time, sat op til netbank, kort und alles. Perfekt.

At vi så har fået en pony, må vi bare tage med.

Ponyen Mack...
Ponyen Mack… sponsoreret af Wells Fargo

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.