Hus Vol. 03 Regnvand

Det går efterhånden ret stærkt, randen af fundamentet er næsten færdigt, og vi kan se højden på stuegulvet. Det betyder at vi også kan se flere af grundens øvrige udfordringer.

Udfording nr 1: Adgangsvej

Da der er tale om en koteletgrund med en 4 meter bred adgangsvej, der går fra fortovet og over naboens grund (ca 20 m.) frem til os. Nabogrunden ligger højere end vores og der er ca 1.90 m i højdeforskel. Det er en del!

I går (tirsdag) var vi oppe på grunden og se hvordan arbejdet skrider frem, og for at danne os et indtryk af, hvor stejl en adgangsvej vi vil få. Før vi var deroppe kiggede vi en del på tegninger og fandt frem til, at vi ville have en hældning på 10-20% hvis vi vil have biler helt ned langs med huset. Til orientering kan en bils håndbremse holde bilen stille på en stigning på 18%.

Da vi kom derop så det ikke helt så slemt ud, og vi bliver nok nødt til at lave en form for plateau og en trappe og/eller rampe ned til huset. Men alt i alt var det ikke helt så galt som frygtet. Til gengæld opstod:

Udfordring nr 2: Regnvand

Forsyning Helsingør skal faktisk aftage vores regnvand, men pga. højdeforskellen indebærer det en højere risiko for os, fordi der kan komme enormt meget tryk på, med de voldsomme og pludselige regnskyl vi får for tiden. Kombinerer man det med en strømafbrydelse, der kan komme fra f.eks. et lynnedslag – som jo kan forekomme ved uvejr, vil vi få ikke kun regnvand, men kloakvand i hele huset. Når jeg sidder og skriver det kan jeg sagtens se, at det er mange ting der skal gå galt på samme tid, men det er altså ikke en risiko vi har lyst til at tage. Mest af alt fordi de generelle vejrudsigter ikke tyder på at vi får mindre ustadigt vejr – tværtimod.

Så er gode råd rådne! Det betyder at vi skal nedsive alt vores regnvand på egen grund. Spildevand er en mere håndterbar størrelse i den forstand, at man kan lade være med at tage et langt bad under en strømafbrydelse. Til gengæld er der ingen tvivl om at spildevand skal sendes til kloakken med en pumpe.

Nu langt om længe kommer vi tilbage til vores besøg på grunden i tirsdags. Vi havde planlagt at lave faskiner på grunden, men entreprenøren lavede en nedsivningstest for at se om faskiner vil virke. Resultatet var mildest talt nedslående. Det virker overhovedet ikke, fordi vores jord er ren ler hele vejen ned. Så hvis man laver faskiner, vil man i virkeligheden lave en underjordisk mudderpøl.

Alternativet er at lave et regnbed. Noget jeg, indtil jeg fik slået det op, ikke vidste noget om. Først var jeg lidt luren ved det, mest fordi de billeder jeg fandt var fyldt med grimme blomster (ja, det er ikke alle blomster jeg kan lide – Surprise) og i grimme former. Jeg er hverken til nyreformede bede eller bleg-fesne småblomster. Så har jeg desuden en rekord i at slå dem ihjel. Jeg fik engang en sød lille sommerblomst af en veninde og efter 2 dage var den rådden. Jeg havde prøvet at være god ved den!

Uanset om jeg kan lide regnbede eller ej, så får vi et ret stort et af slagsen på vores grund. Derfor har jeg brugt en del tid på at finde ud af hvordan man laver et fint regnbed. Efterhånden er jeg ret fortrøstningsfuld. Det bliver en vild grund med plateauer, støttemure, søer/regnbede og skråning mod markerne. Nu håber jeg bare vi kan få det hele til at lykkedes.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.